Slip din indre forfatter løs

Books on Demand hedder et såkaldt gør-det-selv forlag, hvor du kan realisere dine forfatterdrømme. Også selvom du kun vil udgive bare et enkelt eksemplar af bogen. Ny forbedret tryk- og papirkvalitet betyder – at man regner med at mange fotografer vil forsøge at udgive billedbøger


09-09-2009

Af Ole Oxgren

Bugner skrivebordsskuffen af uforløste forfatterambitioner eller har du altid drømt om at udgive dine billeder på tryk i din helt egen bog?

Eller skal familiens historie på tryk i et lille eksklusivt oplag – der vil kunne være julegaven eller fødselsdagsgaven over dem alle?

Forlaget BoD – Books on Demand - kan realisere drømmene og er efter en stille start på det danske marked parat til at rykke for alvor efter åbningen af afdeling i Købmagergade i København. Moderforlaget er tysk og internationalt et af de største overhovedet med allerede 150.000 titler på den centrale server.

Med åbningen i København er forlaget nu parat til for alvor at hjælpe og at servicere de mange hyggeskribenter og måske endnu flere andre – der jager det store gennembrud om det nu er i skrift eller billeder - men i hvert fald på tryk.

 

Farvel til tyranni – goddag til demokratisering

Tager vi de smukke ord i brug er der tale om et glædeligt opgør med det forlagstyranni – der har holdt masser af skribenter fra at få deres ord på tryk. En tiltrængt demokratisering kan man kalde det og en betydelig sejr for ytringsfriheden. Mindre prosaisk er det imidlertid også en ny mulighed for mange til at tjene ekstra penge på deres erhverv eller måske hobby.

Mange skribenter er i dag alvorligt presset på økonomien – da mange normale afsætningskanaler er sandet til – måske ligefrem lukket eller ude af stand til at honorere en given arbejdsindsats efter fortjeneste. Her giver BoD mulighed for at man f.eks. redigerer sine skriverier til en bog og på den måde sikrer sig en ekstra indkomst. Og udover timeforbruget koster det kun ganske få penge at få bogen trykt og udgivet.

 

500 kroner for at komme på tryk

For under 500 kroner samt en månedlig ydelse på ca. tyve kroner kan man skriver forfatter på visitkortet og have sin bog repræsenteret ude hos samtlige af landets boghandlere. Ganske vist ikke som et færdigtrykt eksemplar – der trykkes kun på bestilling – men bogen kan i hvert fald købes hos bogladerne eller direkte på nettet og efterfølgende leveres i løbet af bare et par dage.

- Vi har allerede haft flere ganske populære danske udgivelser, som har givet de respektive forfattere et fornuftigt afkast – fortæller Lisbeth Jensen fra BoD Danmark.

- Bøger er typisk ret dyre på det danske marked – så der er faktisk mulighed for at tjene gode penge for vores forfattere – som selv fastsætter prisen på deres bøger. Og dermed også selv bestemmer den avance, de vil have. Typisk på omkring en snes procent af butiksprisen.

 

Hele arbejdsgangen foregår on-line

Books on Demand forbinder så at sige den traditionelle bog og internettet, og helt enkelt sagt fungerer det stort set som on-line forretninger med ens bank.

Ideen er at hele afviklingen af projektet sker on-line og uden personlig kontakt med forlaget – hvis man da ikke betaler ekstra for dette – og reelt benytter BoD på samme måde – som traditionelle forlag. Det er således muligt at købe sig til forskellige former for hjælp som grafisk tilrettelæggelse – korrektur – og f.eks. markedsføring – men grundideen er – at man klarer det hele selv.

Når bogen er skrevet uploader man den sammen med f.eks. billeder direkte på Books on Demand’s internetplatform – hvor de indbyggede systemer gør det nemt og overskueligt at eksekvere udgivelsen. Lisbeth Jensen medgiver dog – at ikke alle måske er lige fortrolige med internetværktøjerne og at ikke mindst bogens omslag – om det så er hardcpopy eller paperback - kan volde problemer forfatterne problemer. Et nyt – gratis ”easycover” -program skulle dog have minimeret besværlighederne – og ifølge Lisbeth Jensen lykkes ganske mange flot med projektet.

En hurtig gennemgang af en halv snes af forlagets seneste udgivelser synes så absolut at give hende ret – om end der også er plads til forbedringer. Men i forhold til slet ikke at få udgivet noget – synes valget ikke svært.

 

Ikke andenrangs udgivelser

- Vi har eksisteret siden 2001 og tages i dag seriøst som forlag på niveau med mange af de store traditionelle forlag. Mange af dem har vi da også som samarbejdpartnere, og i Danmark arbejder vi f.eks. sammen Børsens Forlag, forklarer Lisbeth Jensen, der medgiver at diversiteten i udgivelserne er meget stor – men at man bestemt ikke længere regner udgivelser fra BoD som andenrangs.

- Det gjorde eksempelvis anmelderne måske helt automatisk tidligere – men i dag får mange af udgivelserne flotte ord med på vejen og da også fine lektørudtalelser. Derved finder flere og flere af dem også vej til bibliotekernes hylder, og derved sikres yderligere indtjening til forfatterne, slutter Lisbeth Jensen.

 


Books on demand sikrer ikke kun kulturel mangfoldighed men også muligheder for nye indtjeningsmuligheder for f.eks. skribenter og fotografer, forklarer Lisbeth Jensen.




Et stigende antal forlæggere søger efter alternativer til den traditionelle bogproduktion og satser på den risikominimerede Print on Demand. Et voksende antal titler står ikke længere på boghandlernes hylder, men produceres og leveres først på bestilling. Det mærkes også hos den førende aktør på markedet for digital bogproduktion BoD (Books on Demand GmbH), hvis serviceydelser også benyttes af mere end 300 internationale forlag.